Berit Bae og anerkendelse

Hvem er Berit Bae?

Berit Bae er norsk forsker i pædagogik. Da hun i 2003 skrev artiklen På vej i en anerkendende retning? i det danske tidsskrift Social Kritik, var hun forsker og førsteamanuensis ved Høgskolen i Oslo.

Hun har i mange år arbejdet med et forskningsprojekt om anerkendelse i relationen mellem voksne og børn i børnehaven. Hun fulgte samspillet med videokamera fra efterår til forår i to små børnehaver, under samling, måltid og fri leg.

Hvad er anerkendelse hos Berit Bae?

Bae tager udgangspunkt i Schibbye, der beskriver anerkendelse som en grundlæggende holdning, hvor den anden ses som autoritet i forhold til sin egen oplevelse. Det er barnet, der ved, hvordan noget føles for barnet.

Anerkendelse bygger på et menneskesyn om gensidig ligeværd. Bae bruger Schibbyes begreber subjekt–subjekt og subjekt–objekt. I en subjekt–subjekt-relation tager begge stilling og udtrykker deres tanker og følelser. I en subjekt–objekt-relation bliver den ene gjort noget med.

Voksne og børn er ikke lige, men de kan være ligeværdige. Bae skriver om at møde børn ulige men ligeværdige: Den voksne har ansvaret, men barnets oplevelse er lige så gyldig som den voksnes.

Hvad er rummelige og trange samspil?

Bae begyndte med at sortere pædagogernes kommunikation i anerkendende og ikke-anerkendende. Det viste sig at være for enkelt. I stedet så hun på hele forløbet og fandt to mønstre, som hun kaldte rummelige og trange.

I et af Baes eksempler fortæller en pige under samlingen om en tur i Tyskland. Pædagogen lytter, svarer med korte, indlevende lyde, stiller spørgsmål om pigens egen oplevelse og retter ikke på et forkert ord. Pigen får delt det, hun har oplevet.

I et andet eksempel leger børnene ved et måltid med at række hænderne op. Pædagogen siger, at hun synes, det er lidt dumt. Børnenes oplevelse bliver defineret ud fra den voksnes, og pigen, der rakte hånden op, sidder bagefter anspændt.

Bae understreger, at mønstrene beskriver samspillet og ikke personerne. Alle pædagoger kommer ind i trange mønstre, fx når de skal holde styr på mange børn på én gang.

Hvad er definitionsmagt?

Definitionsmagt er Baes begreb for den magt, voksne har over, hvordan et barn kommer til at se sig selv. Hun skrev om det allerede i 1988 i artiklen Voksnes definisjonsmakt og barns selvopplevelse.

Magten ligger i hverdagen: i den måde, voksne svarer på det, barnet siger og viser, og i de ord, de sætter på barnets handlinger og følelser. Bae peger på en lang tradition for, at voksne tager sig retten til at definere børns tanker og følelser.

Spørgsmålet er derfor, hvordan magten bliver brugt. I de trange samspil bliver barnets oplevelse defineret ud fra den voksnes perspektiv. I de rummelige får barnet selv lov til at sætte ord på.

Hvorfor er anerkendelse ikke det samme som ros?

I hverdagen bliver anerkendelse ofte brugt om ros, positiv feedback eller en venlig holdning. Bae advarer mod forvekslingen. Når anerkendelse bliver noget, man giver, sætter den, der giver, sig i en position, hvor vedkommende vurderer, hvad der er godt nok for den anden.

Derfor havnede ros blandt kendetegnene ved de trange samspil. Rosen er ikke forkert, men den er en vurdering fra den voksnes side, og den giver ikke plads til barnets egen oplevelse.

Bae understreger også, at anerkendelse ikke er en kommunikationsteknik eller et program, man kan bruge for at nå et mål. Prøv selv forskellen i øvelsen Ros eller anerkendelse?

Hvad kræver det af den voksne?

Bae bruger to af Schibbyes begreber: selvrefleksivitet og selvafgrænsning. Selvrefleksivitet er evnen til at se sig selv udefra. Selvafgrænsning er evnen til at skelne mellem egne og andres oplevelser og synspunkter.

I den dialektiske relationsforståelse er de to forudsætningen for at møde andre med anerkendelse. Den voksne skal kunne mærke sin egen irritation eller sit eget mål uden at lade det flyde ud over barnet.

Ingen kan det hele tiden. Bae citerer Schibbye for, at det at være anerkendende ikke er en tilstand, men en proces, der glipper. Det vigtige er at kunne hente sig ind igen, og Bae så pædagoger, der gjorde netop det midt i en samtale.