Hvad er anerkendende pædagogik?
Anerkendende pædagogik bygger på tanken om, at børn udvikler deres forhold til sig selv i samspillet med andre. Når barnet bliver mødt som en, hvis oplevelser er gyldige, får det tillid til, at dets egne tanker og følelser er i orden.
Den anerkendende tilgang hviler på et menneskesyn om gensidig ligeværd. Berit Bae, der har forsket i anerkendelse i børnehaven, beskriver det som at møde børn ulige men ligeværdige. Den voksne er ikke barnets ven på lige fod, men barnets oplevelse vejer lige så tungt som den voksnes.
Bae bygger på den norske psykolog Anne-Lise Løvlie Schibbyes forståelse af anerkendelse. Læs mere om Berit Bae og anerkendelse.
Hvordan ser den anerkendende tilgang ud i praksis?
Bae fulgte samspillet mellem pædagoger og børn med videokamera i to små børnehaver. Af 730 korte samspil varede de fleste kun sekunder: i snit omkring 20 sekunder, de korteste 4 til 5 og de længste 75 til 80 sekunder.
Det betyder, at anerkendende pædagogik i praksis ikke sker i planer og aktiviteter, men i de korte øjeblikke ved samlingen, ved måltidet og i den frie leg. Det er her, barnet mærker, om der er plads til det, det kommer med.
I de samspil, Bae kaldte rummelige, lyttede den voksne, fulgte barnets tema, fortolkede velvilligt og tjekkede, om hun havde forstået. I de trange samspil vurderede den voksne, roste eller styrede samtalen ud fra sit eget mål.
Hvordan sætter man grænser på en anerkendende måde?
Anerkendende pædagogik betyder ikke, at børn ikke får grænser. Bae fandt både rummelige og trange mønstre, når voksne satte grænser.
I de rummelige grænser udtrykte den voksne sig klart og viste, hvad hun ville bruge sin opmærksomhed på, uden at give barnet en negativ karakteristik. Det viser tillid til, at barnet kan forstå grænsen. Fx: Jeg taler med Sofie lige nu. Bagefter vil jeg gerne høre, hvad du vil fortælle.
I de trange grænser blev barnets oplevelse defineret ud fra den voksnes. Bae nævner et måltid, hvor børnene legede med at række hænderne op, og pædagogen sagde, at det var lidt dumt. Grænsen kunne være sat uden at gøre børnenes leg dum.
Hvad betyder anerkendelse for barnets selvværd?
Bae skriver, at det, der sker i almindelige dagligdags samspil, lægger grundlaget for barnets følelse af eget værd, samtidig med at barnet lærer om andres. Når børn oplever, at de voksne er interesserede i det, de bidrager med, får de erfaring med, at de har ret til at udtrykke det, der kommer fra dem selv.
Omvendt kan samspil, hvor den voksne ikke skelner mellem sit eget og barnets perspektiv, skabe tvivl hos barnet om, hvorvidt dets egne oplevelser og intentioner er gyldige.
Hvad er kritikken af anerkendende pædagogik?
Bae er selv kritisk over for, hvordan begrebet bliver brugt. Hun advarer mod at forveksle anerkendelse med ros og positiv feedback, fordi den voksne så bliver den, der giver, og barnet den, der får.
Hun advarer også mod at gøre anerkendelse til en kommunikationsteknik eller et program, man bruger for at nå et mål. Og hun peger på, at man kan blive tiltrukket af idealet ud fra savn i sin egen relationshistorie, så man idealiserer det og overser, hvor krævende det er.
Endelig minder hun om, at ingen pædagog er rummelig hele tiden. Mange børn, travlhed og forventninger til pædagogrollen gør, at alle i større eller mindre grad kommer ind i trange mønstre.