Hvad er anerkendende kommunikation?
Anerkendende kommunikation er at møde den anden som den, der ved bedst, hvordan noget føles. Schibbye kalder det at se den anden som autoritet i forhold til sin egen oplevelse. Du lytter for at forstå, ikke for at svare.
Det er ikke det samme som at være enig eller at give den anden ret. Du kan godt se en sag anderledes og samtidig anerkende, at den anden har det, som vedkommende har det. Schibbye kalder evnen til at holde de to oplevelser adskilt for selvafgrænsning.
Det er heller ikke en teknik. Berit Bae advarer mod at bruge anerkendelse som et redskab til at få den anden til noget. Sætningerne herunder virker kun, når interessen for den anden er ægte.
Hvordan lyder anerkendende kommunikation?
Anerkendende kommunikation har ingen faste formler, men der er nogle træk, der går igen. Flere af dem fandt Bae i de samtaler i børnehaven, hvor barnets oplevelse fik plads.
- Sæt ord på det, du hører, som et gæt.Et gæt kan den anden rette, og så forstår du mere.
Det lyder, som om du var skuffet over mødet.
- Spørg ind, før du svarer.Følg den andens tema i stedet for at skifte til dit eget.
Hvad var det sværeste ved det?
- Tjek, at du har forstået.Bae så det i de samtaler, hvor der var plads til den andens oplevelse.
Har jeg forstået det rigtigt, at det var tonen, der gjorde det?
- Lad din egen oplevelse være din.Du kan sige, at du ser det anderledes, uden at tage den andens oplevelse fra vedkommende.
Jeg ser det ikke på samme måde, men jeg kan godt forstå, at du blev vred.
- Hent dig ind igen.Når du opdager, at du afbrød eller dømte, kan du gå tilbage. Bae så pædagoger gøre det midt i en samtale.
Jeg afbrød dig før. Fortæl færdig.
Hvad er forskellen på et anerkendende og et ikke-anerkendende svar?
Forestil dig, at en ven siger: Jeg kan ikke klare det her job længere. Der er mange venlige måder at svare på, og de fleste af dem er ikke anerkendende.
Du kan løse: Så må du tale med din chef. Du kan berolige: Det går nok over. Du kan rose: Du er jo dygtig. Alle tre er venlige, men de svarer, før vennen har fået sagt, hvad der er galt.
Et anerkendende svar kunne være: Det lyder, som om det har været hårdt længe. Hvad fylder mest? Svaret viser, at du har hørt det, og giver plads til at fortælle mere. Prøv selv i øvelsen Anerkend en følelse.
Hvorfor virker anerkendende kommunikation?
I et laboratorieforsøg fra 2011 undersøgte de amerikanske psykologer Chad Shenk og Alan Fruzzetti, hvad det gør ved os at blive mødt anerkendende eller afvisende. Deltagere, der fik afvisende svar, fik over tid flere negative følelser, højere puls og mere sved målt på huden end deltagere, der fik anerkendende svar.
Forskerne tolker det sådan, at andres reaktioner har stor betydning for, hvor stærkt vi reagerer følelsesmæssigt. At blive forstået ser altså ud til at kunne dæmpe en følelse.
Berit Bae så det samme i børnehaven fra en anden vinkel. Når pædagogen svarede på det, barnet viste med tonefald, blik og krop, gled samtalen lettere, og børnene blev mere aktive. Når pædagogen kun svarede på ordene, blev samtalen trægere og domineret af den voksne.
Hvornår er det svært at være anerkendende?
Det er sværest, når samtalen handler om dig. Hvis din partner siger, at du aldrig hører efter, er det naturligt at forsvare sig. Men så handler samtalen om, hvem der har ret, og din partner føler sig endnu mindre hørt.
Det er også svært, når du er træt, presset eller selv har brug for at blive set. Schibbye skriver, at det at være anerkendende ikke er en tilstand, man når, men en proces, der hele tiden glipper. Ingen kan det hele tiden, og det vigtige er at kunne hente sig ind igen.
Hvordan øver du anerkendende kommunikation?
Vælg én samtale om dagen, hvor du lytter, til den anden er færdig, før du siger noget om dig selv. Læg mærke til, hvad der sker med samtalen.
Øv dig i at sætte ord på følelsen som et gæt i stedet for at give et råd. Læg mærke til, hvornår du har lyst til at rose, og spørg dig selv, om rosen åbner eller lukker samtalen. Prøv øvelsen Ros eller anerkendelse?